Barrierer i landskabet - betyder de noget for de vilde dyr?
Mennesket har igennem mange århundreder ændret det danske landskab. Dette fremstår i dag som et mosaikagtigt kulturlandskab bestående af mange forskellige fragmenter af oprindelig natur omgivet af opdyrket land. De mest synlige menneskeskabte barrierer i landskabet er veje og jernbaner, som kan være...
| Main Authors: | , , , |
|---|---|
| Format: | Book |
| Language: | Danish |
| Published: |
Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet
2002
|
| Subjects: | |
| Online Access: | https://pure.au.dk/portal/da/publications/barrierer-i-landskabet--betyder-de-noget-for-de-vilde-dyr(45a17f80-7e9d-11dd-a5a8-000ea68e967b).html http://www.dmu.dk/1_viden/2_Publikationer/3_temarapporter/rapporter/Tema40.pdf |
| Summary: | Mennesket har igennem mange århundreder ændret det danske landskab. Dette fremstår i dag som et mosaikagtigt kulturlandskab bestående af mange forskellige fragmenter af oprindelig natur omgivet af opdyrket land. De mest synlige menneskeskabte barrierer i landskabet er veje og jernbaner, som kan være mere eller mindre effektive hindringer for spredning af plante- og dyrepopulationer. Andre barrierer som vandløb og søer samt hav- og fjordområder er i stor udstrækning skabt af naturen selv. De zoologiske museers indsamling og dokumentation i det 19. og 20. århundrede viser sig nu at være af overordentlig stor betydning. Og med nye metoder kan det give os en viden som for bare nogle få årtier siden blev betragtet som umulig at opnå. Paradoksalt nok fremmer udviklingen af veje og jernbaner spredningsmulighederne for mennesker samtidig med at den reducerer spredningsmulighederne for planter og dyr. Nye genetiske metoder giver nye muligheder for at få svar på biologiske problemstillinger som nok har været kendte, men ikke belyst tilstrækkeligt. En grundlæggende viden om dyrenes indvandring er også nødvendig når man skal forklare fordelingen af arter og de genetiske forhold i Danmark i dag. Samtidig er Danmark placeret som den nordligste del af det europæiske kontinent, og for nogle arters vedkommende vil der være tale om en naturlig klimatisk nordgrænse. Men også flytning, udsætning og udslip af arter har indflydelse på arternes forekomst, fordeling og genetiske forhold. Et synligt billede af barriererne i landskabet er de trafikdræbte dyr på vejene. Indsamler man data over antallet og fordelingen af trafikdræbte dyr, fås også et tydeligt billede af de barrierer i landskabet som vejene giver anledning til. Sandsynligheden for at små dyr bliver dræbt i trafikken kan beskrives i simple modeller. Nogle arter undgår helt vejene da de er næsten uoverstigelige barrierer. Umiddelbart kan disse 'naturlige' grænser synes positive, idet dyrene så ikke risikerer at blive trafikdræbt, men i stedet isoleres dyrene på hver deres side af vejen. Eksempler på de genetiske konsekvenser af det er belyst ved populationsgenetiske undersøgelser af et stort antal indsamlede oddere, grævlinger og ræve. Studier af en dansk fugleedderkop, en sommerfugleart og markmus giver også eksempler på barrierer i landskabet, men her er der tale om barrierer som havområder og større skove. En korridor defineres normalt som en bevægelsesvej. Men for dyrene er begrebet mere nuanceret. For nogle arter vil en korridor virke fremmende for bevægelses- og spredningsmønstret, for andre vil korridoren være en barriere. Et bredt vandløb kan være en korridor for en odder, men det er en barriere for en muldvarp. Korridorer kan fungere både som spredningsvej, men også som levested og for nogle arter endog som et 'filter' på artens spredning. Korridorer der kan benyttes af alle organismer, eksisterer ikke. Men det er en kendsgerning at læhegn, vandløb og vandløbsnære arealer anvendes som sprednings- og bevægelsesveje af egern, flagermus, odder og ilder. Menneskeskabte korridorer, som faunapassager, anvendes af pattedyr som rådyr, ræv, grævling, odder, mår, mink/ilder, lækat og flagermus. Barriererne i landskabet favoriserer de arter som er gode til at forcere barrierer og til at sprede sig i øvrigt. Spredningsafstanden er i stor udstrækning relateret til dyrets størrelse. De store rovdyr og hjortedyr kan sprede sig op til flere hundrede kilometer, mens små pattedyr bortset fra flagermus generelt spreder sig en km eller kortere i hele deres livscyklus. Tilsvarende størrelsesordener gælder for padder og krybdyr. Anvendelsen af genetiske metoder som supplement til de økologiske undersøgelser er stærkt stigende i disse år. Genetiske markører er specielt egnet til påvisning af den effektive populationsstørrelse og spredning af gener og dermed spredningsevnen for en art. Kendskab til disse parametre har stor betydning når naturgenopretningsprojekter eller større tekniske anlæg påbegyndes. De resultater der er opnået, har i betragtelig grad øget vor forståelse af populationsdynamikken, og der kan ikke opfordres nok til at denne indsamling af nutidigt materiale fortsætter. |
|---|