| Summary: | “Vor och Cronens Land”: Dansk-norske forestillinger om retten til Grønland, ca. 1550-1700 Simon Mølholm Olesen Artiklen undersøger og diskuterer den dansk-norske elites forestillinger om Grønland i 1500- og 1600-tallet, og hvordan disse forestillinger ændrede sig i perioden. Forskningen har ikke haft fokus på dette emneområde, og de få forskere der har skrevet lidt om emnet, har ikke tilstrækkeligt blik for årsagerne til, hvorfor lige pludselig blev et muligt koloniland i slutningen af 1600-tallet. Indtil 1660’erne opfattede kongerne, lærde og politikere Grønland som et ældgammelt biland, der endnu nød visse etablerede rettigheder, selv om rigsdelene havde været adskilt siden 1400-tallet. Rettighederne hvilede formentlig på en gensidig overenskomst fra middelalderen, der lovede forsyningsskibe og selvstyre til gengæld for skatter til kongemagten. Det var altså ikke muligt at kolonisere Grønland som følge af de gensidige forpligtelser, der endnu mentes at gælde. Kun handel og skatteopkrævning på de gamle præmisser var acceptabelt frem til ca. 1660. Dansk-norske forestillinger om retten til Grønland ændrede sig gradvist i kølvandet på anerkendelsen af statslig suverænitet med Den westfalske Fred i 1648, enevældens indførelse i 1660 og andre staters forøgede aktivitetsniveau i Davisstrædet fra 1660’erne. Omslaget i 1660’erne ansporede kongemagten til at fastslå sin forrang og suverænitet i Grønland. Ambitiøse konger, embedsmænd og købmænd udformede derfor en mere aktiv (koloni)politik, der implicit fjernede de gamle skranker på kongelig indgriben, private handelsforetagender og dansk-norske bosættelser i Grønland. Kolonipolitikken blev først til virkelighed, da Hans Egede indledte kolonisationen i 1721.
|
|---|