| Summary: | Ved moderniseringsplanen i 1950, som skulle bane vejen for en social, økonomisk og kulturel ligestilling mellem Danmark og Grønland, var Østgrønland – Tunu – markant anderledes stillet end Vestgrønland – Kitaa. Blandt mange parametre var den afgørende, at stort set hele Tunus befolkning var fangere, og at vilkårene for at udvikle fiskeriet var meget ringere end på Vestkysten. Det gjaldt navnlig den nordligste by, Ittoqqortoormiit, som kun var isfri tre måneder om året. Her kunne den generelle danske moderniseringspolitik ikke bruges. Hvor man for Kitaas vedkommende ønskede at udnytte de erhvervsmæssige fordele ved at koncentrere befolkningen i de større byer og derved også skabe bedre muligheder for velfærdsydelser, var befolkningskoncentration kontraproduktivt i forhold til samfund, som i væsentlig grad beroede på fangst. Samtidig gjorde en spredt befolkning det væsentligt dyrere at gennemføre velfærdsydelser. Resultatet var, at moderniseringsprocessen i Tunu fra dansk side indtil 1959 var tøvende og mangelfuld i modsætning til processen i Kitaa. Artiklen viser, at Tunus to distriktsråd og befolkningen, om end understøttet af danske midler, langt hen ad vejen gik forrest både i forhold til udvikling af erhverv (såvel fangst som fiskeri) og i forhold til velfærdsydelser som plejehjem og boliger. I en kort periode omkring 1957-1958 var centraladministrationen en støtte under det lokale initiativ, men fra 1959 havde både Den Kongelige Grønlandske Handel og Grønlandsministeriet mere håndfaste planer, som blev gennemført med minimalt blik for ønskerne fra befolkning og distriktsråd.
|
|---|