| Summary: | Denne afhandling præsenterer resultater fra studier udført på havterne (Sterna paradisaea) i perioden 2002-2008. Data i forbindelse med afhandlingen er indsamlet gennem feltarbejde på to lokaliteter i Grønland: Kitsissunnguit (Grønne Ejland), Disko Bugt i arktisk Vestgrønland samt på Sandøen i høj-arktisk Nordøstgrønland. Vidensgrundlaget for havternen i Grønland før 2002 var gennemgående ringe, med aspekter af artens ynglebiologi ubeskrevet for den grønlandske bestands vedkommende. Denne afhandling præsenterer ny viden for havternen både på en international skala, såvel som på en national skala. Først og fremmest er studiet af havternens træk (Manus I) – det længste træk registreret hos noget dyr – et studie med international appel. Studiet dokumenterer hvorledes terner, der yngler i Nordøstgrønland og Island, gennemfører trækket til Weddell Havet ved Antarktis, og tilbage igen. Alene den tilbagelagte distance (gennemsnitlig 71.000 km) er interessant, men studiet kunne også dokumentere, hvordan ternerne under deres lange træk er afhængige af havområder med særlig høj biologisk produktion. På det sydgående træk stopper fuglene trækket og opholder sig i næsten en måned (25 dage i gennemsnit) i den centrale del af Nordatlanten, før de fortsætter mod syd. Tæt ved Ækvator (~10º N) opstår en opdeling af trækvejen: Af 11 mærkede individer fortsætter syv langs Afrikas kyst, mens ¿ re individer krydser Atlanten, for at fortsætte langs østkysten af Sydamerika. Det nordgående træk fra vinterkvarteret til ynglepladserne blev gennemført med særlig høj hastighed (gennemsnitligt 520 km per dag) og fulgte en rute med favorable vindretninger. Denne afhandling indeholder også det første kvanti¿ cerede estimat af havternens evne til at producere et såkaldt omlægskuld – et erstatningskuld hvis første kuld går tabt (Manus II og III). På trods af, at det ofte nævnes i litteraturen at havternen villigt omlægger, er dette studie det første der overvåger det reproduktive respons på eksperimentalt manipulerede ynglepar. Vi fandt, at omtrent halvdelen (53,3 %) af fuglene producerede et omlægskuld, når det første kuld blev fjernet i den sidste del af rugeperioden. Overraskende viste det sig, at vækstrater og overlevelse hos unger fra omlægskuldene ikke var forskellige fra unger opfostret ¿ re uger tidligere, på trods af, at et skifte i både fourageringsmønster og størrelse af byttedyr kunne identi¿ ceres (Manus III). Af mere national interesse producerede studierne i forbindelse med afhandlingen de første undersøgelser af havternens fødevalg i Grønland. På trods af at ¿ ere forskellige ¿ ske- og zooplanktonarter var til stede i den føde der blev bragt til ungerne i Disko Bugt, Vestgrønland, viste det sig, at lodde (Mallotus villosus) var nøglefødearten for alle aldersgrupper af unger (Manus III). Afhandlingen omhandler også et studie af den ¿ uktuerende yngleforekomst som forekommer hos havternen (Manus IV). Selv om havternen udviser en overordnet trofasthed mod yngleregionen, viste vores studier, at der forekommer en betydelig variation i antallet af ynglefugle i kolonien mellem sæsonerne i de små og mellemstore kolonier i Disko Bugtområdet. Disse variationer er sandsynligvis koblet til lokalt forekommen-12 de fænomener, eksempelvis forstyrrelse fra prædatorer, mere end de er forklaret af forhold der forekommer på større skala. Gennem de lange perioder, tilbragt i havternekolonierne i forbindelse med feltarbejdet, var det muligt at dokumentere det positive yngleforhold mellem havterner og andre ynglende vandfugle. I et studie udført på ynglende thors- og odinshane (Phalaropus fulucarius og P. lobatus) på Kitsissunnguit (Manus V), kunne et tæt adfærdsmæssigt respons på havternens advarselskald identi¿ ceres. Disse resultater sandsynliggør, at den observerede ændrede fordeling af svømmesnepper på Kitsissunnguit følger havternens udbredelse på øerne, som foreslået af Egevang et al. 2004. Afhandlingen indeholder desuden resultater møntet på de grønlandske forvaltningsmyndigheder. Foruden estimater af ynglebestanden i de to vigtigste havternekolonier i Vest- og Nordøstgrønland, præsenteres anbefalinger til hvordan en fremtidig bæredygtig udnyttelse af havterneægsamling kan tænkes udført (Manus II), og konkrete forslag til hvordan overvågningen af havternekolonierne i Grønland kan udføres (Manus IV) This PhD thesis presents the results of a study performed on the Arctic tern (Sterna paradisaea) in the period 2002-2008. Data in the study were obtained from fieldwork conducted at two study sites in Greenland: Kitsissunnguit (Grønne Ejland), Disko Bay in Arctic West Greenland and Sand Island (Sandøen) in high-Arctic Northeast Greenland. The level of knowledge of the Arctic tern in Greenland before 2002 was to a large extent poor, with aspects of its biology being completely unknown in the Greenland population. This thesis presents novel findings for the Arctic tern, both on an international scale and on a national scale. The study on Arctic tern migration (Manus I) – the longest annual migration ever recorded in any animal – is a study with an international appeal. The study documented how Greenland and Iceland breeding terns conduct the roundtrip migration to the Weddell Sea in Antarctica and back. Although the sheer distance (71,000 km on average) travelled by the birds is interesting, the study furthermore showed how the terns depend on high-productive at-sea areas during their massive migration. On the southbound migration, the birds would stop for almost a month (25 days on average) in the central part of the North Atlantic Ocean before continuing south. Close to Equator (~10º N) a divide in the migration path way occurred: seven birds migrated along the coast of Africa, while four birds crossed the Atlantic Ocean to follow the coast of South America. The northbound migration from the winter quarters to the breeding grounds was performed particular fast (520 km per day on average) following a route of favourable wind systems. Included in this thesis is also the first quantified estimate of the capacity to produce a replacement clutch in Arctic terns (Manus II and III). Although it is often mentioned in the literature that the species willingly relays, this study is the first where the reproductive response of experimentally manipulated breeding pairs is monitored. We found that approximately half (53.3 %) of the affected birds would produce a replacement clutch when the eggs were removed late in the incubation period. Surprisingly, growth and survival rates in chicks from these clutches did not differ from chicks reared four weeks later in the breeding season, although a shift in foraging pattern and prey size was apparent (Manus III). At a level of more national interest, the study produced the first estimates of the key prey species of the Arctic tern in Greenland. Although zooplankton and various fish species were present in the chick diet of terns breeding in Disko Bay, Capelin (Mallotus villosus) was the single most important prey species found in all age groups of chicks (Manus III). The thesis also includes a study on the fluctuating breeding found in Arctic terns (Manus IV). Although the Arctic tern may show an overall fidelity to the breeding region, our study showed a considerable variation in colony size between years in the small and mid sized colonies of Disko Bay. These variations were likely to be linked to local phenomena, such as disturbance from predators, rather than to large-scale occurring phenomena. From the long periods spent in Arctic tern colonies it was furthermore possible to document the breeding association between Arctic terns and other breeding waterbirds. In a study conducted on breeding phalaropes (Phalaropus fulucarius and P. lobatus) at Kitsissunnguit (Manus V) a close behavioural response to tern alarms could be identified. These findings imply that the altered distributions of waterbirds observed at Kitsissunnguit were governed by the distribution of breeding Arctic terns as suggested by Egevang et al. (2004). Included in the thesis are furthermore results with an appeal to the Greenland management agencies. Along with estimates of the Arctic tern population size at the two most important Arctic tern colonies in West Greenland and East Greenland, the study produced recommendations on how a potential future sustainable egg harvest could be carried out (Manus II), and on how to monitor Arctic tern colonies in Greenland (Manus IV).
|
|---|