Uddelegering af forvaltningsansvar - levende ressourcer i Grønland

• Main Authors: Haaland, Hanne, Skogen, Ketil, Landa, Arild Magne, Loeks, Dave, Andersen, Oddgeir, Aastrup, Peter, Egevang, Carsten, May, Roel
• Format: Report
• Language: Danish
• Published: NINA 2005
• Subjects: NINA Rapport; co-management; lokal forvaltning; Grønland; sjøørret; naturressurser; rensdyr
• Online Access: http://hdl.handle.net/11250/2431609

Hanne Haaland, Ketil Skogen, Arild Landa, Dave Loeks, Oddgeir Andersen, Peter Aastrup, Carsten Egevang & Roel May. 2005. Uddelegering af forvaltningsansvar - levende ressourcer i Grønland - NINA Rapport 6. 137 s. I diskussioner om udnyttelse af de levende ressourcer i Grønland har spørgsmålet om en øget decentralisering indtaget en fremtrædende plads, og Hjemmestyret har ønsket at få udredet mulighederne for uddelegering af forvaltningsansvar til et lokalt niveau. Dette var udgangspunkt for denne rapport. Her gennemføres en analyse af faktorer der vil udgøre rammebetingelser for uddelegering af forvaltningsansvar og faktorer der kan ha en indvirkning på resultatet af en sådan decentralisering. På dette grundlag identificeres forhold som man må tage hensyn til dersom man skal lykkes med at udvikle lokale forvaltningsmodeller som både sikrer biologisk bæredygtig udnyttelse af ressourcer og som giver forvaltningen øget legitimitet gennem reel deltagelse fra lokale interessegrupper. Rapporten er et resultat af et samarbejd mellem biologer og samfundsforskere. Det vil sige at den reflekterer både biologiske og samfundsfaglige syn på forvaltning. Indledningsvis præsenteres refleksjoner rundt biologisk og social bæredygtighed, som henholdsvis drejer sig om en langsigtet opretholdelse af bestande og fordeling af ressourcer. Det betyder at ressourcekonflikter kan være fordelingskonflikter. Forvaltning af arter kan ikke blot handle om at manipulere en bestand gennem fangst eller beskyttelse, men må inkludere dialog og samarbejd mellem ulige aktører, udformning af lover og regler og etablering af hensigtsmæssige forvaltningsstrukturer for at kunne nå forvaltningens mål. Forvaltningsmodeller må også tage hensyn til arternes biologiske egenskaber, der vil sætte betingelser for hvordan en art kan udnyttes og hvilke krav der kan sættes til forvaltning og en eventuel samordning af forvaltningsområder. Hvad som er formålstjenlige forvaltningsniveau må også vurderes ud i fra arters geografiske udbredelsesområde og eventuelle internationale forpligtelser. Viden omkring den enkelte art er essentielt, arter med ringe kundskabsstatus anbefales at forvaltes centralt indtil den nødvendige viden fremskaffes. Fåtallige og sjældne arter bør forvaltes centralt. Mange arter i Grønland omfattes også af internationale aftaler og kan således ikke forvaltes lokalt. Arter der danner geografisk afgrænsede bestande og er almindeligt forekommende med en vid udbredelse (flere lande) kan derimod være egnet til at forvaltes lokalt. De mest åbenlyse bevaringsmæssige fordele med en lokal forvaltning er lokalforankret brugere hurtigere kan spore ændringer i bestanden samtidig som en lettere kan regulere fangsten efter dens fysiologiske tilpasning til den aktuelle geografiske lokalitets miljø. Fjeldørred (i Sydgrønland) og rensdyr (bestanden på Nussuaqhalvøen) vurderes på denne baggrund som godt egnet for forsøg med lokal forvaltning. Dette projekt har haft til opdrag at vurdere arternes egnethed for lokal forvaltning også på baggrund af økonomisk, social og kulturel betydning. Økonomisk set udgør fiskeri en nationaløkonomisk hjørnesten i Grønland. Også fangst af pattedyr og fugle har økonomisk betydning, men det er svært at kvantificere den økonomiske betydning af arter der er vigtige i traditionel erhvervsvirksomhed og i rekreationssammenhæng. Det råder ingen tvivl om at befolkningens deltagelse i fangst og fiskeri har stor social og kulturel betydning, men hvordan det påvirker arternes egnethed for lokal forvaltning er ikke givet. Som i andre land kan det for øvrig tænkes at motiver for at drive fangst og fiskeri ændrer sig og at oplevelse efterhånden kan blive lige så vigtig som selve produktionen af mad. Dette vil i givet fald stille nye krav til forvaltningen, men det findes i dag ringe viden herom. © Norsk institutt for naturforskning Publikasjonen kan siteres fritt med kildeangivelse