| Summary: | De nordiske regeringer har, ligesom de øvrige europæiske lande, lanceret en række hjælpepakker med henblik på hjælpe virksomheder og beskæftigede under coronakrisen. Artiklen undersøger, hvordan og hvem de nordiske hjælpepakker dækker på arbejdsmarkedet. Analytisk trækkes der på velfærds- og segmenteringslitteraturen, og vi antager, at karakteren af hjælpepakkerne i de enkelte nordiske lande – dvs. universelle og målrettede hjælpepakker –bidrager til, at bestemte grupper kan have nemmere eller sværere ved at få del i ordningerne, hvormed hjælpepakkernes udformning implicit bidrager til en institutionel forankret (u)lighed. Vi finder, at Island, Norge og Finland i højere grad har trukket på universelle hjælpepakker, der synes at favne flere atypisk beskæftigede og implicit i deres udformning bidrage til lighed. Danmark og Sverige har derimod i større udstrækning anvendt målrettede hjælpepakker, der fremstår mindre inkluderende, men ofte mere generøse end de øvrige nordiske lande. The Nordic governments have – similar to the rest of Europe – launched a series of relief packages aimed to help companies and employees cope with the COVID crisis. This article examines how and whom the Nordic relief packages cover on the labour market. Analytically, we draw on the welfare and segmentation literature and assume that the types of relief packages in the individual Nordic countries – universal and targeted measures – impact certain groups‘ access to the relief packages and thus contribute to an institutional embedded (in)equality. We find that Iceland, Norway and Finland to a greater extent has relied on universal relief packages which seem to cover more groups of non-standard workers and thus implicitly seem to contribute to equality. By contrast, Denmark and Sweden have a greater extent relied on targeted relief packages that appear less inclusive, but often more generous than the other Nordic countries.
|
|---|