| Summary: | Arktis er blevet stadigt vigtigere for dansk udenrigsog sikkerhedspolitik siden slutningen af 00’erne, i takt med at klimaforandringerne og globaliseringen har åbnet regionen for menneskelig aktivitet. Senest har en stigende amerikansk interesse i Arktis skabt yderligere diplomatiske muligheder i Arktis. På samme tid er Rigsfællesskabet under forandring, særligt på grund af Grønlands stigende autonomi og interesse i selvstændighed. Denne artikel undersøger, hvordan disse udenrigs- og indenrigspolitiske dynamikker påvirker dansk Arktispolitik, og om Danmarkkan finde en kurs, der på samme tid gør det muligt at tilfredsstille verdens stormagter og det grønlandske Landsstyre i Nuuk, gennem en analyse af Rigsfællesskabets kontinentalsokkelkrav ved Nordpolen. Udenrigspolitisk har Danmark fulgt en dobbeltkurs, hvor man på den ene side på grund af alliancesolidaritet søger at straffe Rusland for dets aggression i Østeuropa og andre regioner og afskrække yderligere aggression, mens man på den anden side søger at samarbejde med Rusland i Arktis om bl.a. kontinentalsokkelprocessen. Artiklen viser også, at kontinentalsokkelkravene kan ses som et forsøg på at styrke sammenhængskraften i Rigsfællesskabet. Denne tilgang har dog også sine begrænsninger på grund af den postkoloniale relation mellem Danmark og Grønland og post-Westfalske tendenser i grønlandsk politisk tænkning.
|
|---|