| Summary: | SAMMENDRAG (DANISH SUMMARY) Mink blev inokuleret med to forskellige vildtype hundesygevirus (CDV) stammer fra forskellige genotyper. DK91 stammen repræsenter de europæiske genotyper isoleret efter 1990, mens Snyder Hill stammen repræsenter de gamle amerikanske genotyper isoleret før 1960. De to CDV stammer var forskellige med hensyn til udvikling af klinisk sygdom, lymfopeni og omfanget af virusspredning til organsystemer under den akutte infektion. DK91-stammen viste en markant lavere akut virulens end Snyder Hill-stammen i mink. Vi fulgte cytokin profilerne under den akutte fase i perifere blod leukocytter fra inficerede og ikke-inficerede mink ved flowcytometri. Vi fandt et tydeligt cytokinrespons (IFN-g, TNF-a og IL-4) i inficerede mink, selv i mink inficeret med den høj-virulente stamme, der udviklede udtalt immunsuppression med drastisk lymfopeni, forsinket eller udebleven virus neutraliserende (VN) antistofproduktion og alvorlig klinisk sygdom. Den danske DK91 vildtype blev isoleret fra en akut dødelig syg hundehvalp under et hundesygeudbrud blandt den Københavnske hundepopulation i 1991. Både CDV og den nært beslægtede sælpest virus (PDV) har overlappende værtspektrum og har begge forårsaget sygdom blandt landlevende og vandlevende pattedyr. PDV blev identificeret første gang i 1988 og var årsagen til at mere end 18.000 europæiske sæler døde. Resultater fra efterfølgende undersøgelser har indikeret at PDV under det først sælpest udbrud har smittet landlevende dyr. 14 år herefter blev der registeret endnu et udbrud af sælpest og igen startede epidemien på øen Anholt i Kattegat. Vi udførte fylogenetiske analyser af vildtype virus isoleret direkte fra angrebne landlevende rovdyr (mink, grævling, ilder, husmår og mår) mellem 2000 og 2003 og fra spættede sæler ( Phoca vitulina ) fra 1988 og 2002 for at karakterisere cirkulerende virus i den danske fauna. Vores resultater viste ingen direkte epidemiologisk sammenhæng mellem CDV og PDV isoleret fra henholdsvis de landlevende rovdyr og fra sælerne og dermed ingen tegn på at CDV eller PDV har overlappet hinandens værtspektrum i perioden mellem 2000 og 2003. Mink blev vaccineret med forskellige kombinationer af DNA plasmider kodende for CDV hæmagglutinin (H), nucleoprotein (N) og fusion (F) proteinerne. I det første DNA studie blev mink vaccineret med DNA plasmider bestående af H og N generne fra den traditionelle Onderstepoort vaccinestamme, der er baseret på en stamme isoleret før 1960. I det andet DNA vaccine studie blev den beskyttende effekt af DNA vaccine baseret på den traditionelle vaccinestamme sammenlignet med en ny DNA vaccine baseret på vildtype DK91. Da der eksisterer en sekvensen variation mellem de gamle traditionelle vaccinestammer og de nuværende cirkulerende vildtypestammer, undersøgt vi om DNA vaccinerne kunne beskytte en naturlig vært mod DK91 vildtypestammen. DNA vaccinationerne af minkene inducerede et signifikant VN antistofrespons og et cellulært respons målt som IFN-g producerende perifere blod lymfocytter. Kinetikken af VN antistof responset og IFN-g responset var stort set ens mellem de to grupper af mink vaccineret med henholdsvis DNA plasmider kodende for vildtype H og N generne og DNA plasmider kodende for H og N generne fra den gamle traditionelle vaccinestamme. De DNA vaccinerede mink var beskyttet mod hvalpesyge, hvorimod der blandt de ikke DNA vaccineret mink optrådte alvorlig viræmi, virusspredning fra lymfe system til luftveje og hjernen og kliniske tegn på hvalpesyge. Vores resultater fra DNA vaccine studierne indikerer at vaccination med stammer baseret på traditionelle CDV stammer kan yde beskyttelse i en naturlig vært mod aktuelle vildtype CDV stammer, hvilke er vigtig i forbindelse med fremtidige vaccinestrategier mod vildtype CDV.
|
|---|